Peter - Portræt

Jeg hedder Peter
Jeg er 25 år gammel. Jeg har haft en sygdom, der går under navnet NMDAR-encephalitis. Det er en betændelsestilstand i hjernen, som gør, at immunforsvaret angriber hjernen. Jeg havde et længere forløb, som begyndte med 14 dage på den lukkede. De fejlbehandlede mig med skizofreni. Så var jeg fem uger fordelt på henholdsvis Riget og Herlev Hospital. Da de fandt en behandling, gik det relativt stærkt med at få mig tilbage. Men jeg har et gab på omkring seks uger af behandlingen, jeg ikke kan huske. Hjernen gik simpelthen i forsvar og lukkede ned for hukommelsen. Jeg var lige fyldt 18 år, da jeg fik min skade i april 2014. Så jeg var ung og udødelig – som så mange tror. Jeg havde lige fået kørekort.

Det har ændret mit syn på livet
Inden jeg blev syg, var jeg startet på uddannelsen som elektriker. Jeg havde egentlig en plan om at bygge videre på min uddannelse og blive ingeniør. Men jeg blev dårligere i skolen bagefter. Jeg havde sværere ved at huske og holde styr på alting. Jeg havde sværere ved at sidde stille og høre efter i længere tid. Det var svært, for at sige det som det var.

Jeg havde en plan med det hele
Jeg ville også gerne have været i forsvaret. Det var en ret stor drøm, men der blev jeg erklæret uegnet på grund af sygdommen. Så det var også et nederlag. Altså, jeg er ikke ked af, at jeg har fået min skade. Jeg er lidt trist over, at jeg ikke har fået muligheden for at prøve at leve et andet liv. Men det er det. Jeg er glad, hvor jeg er nu.

Jeg har ikke fysiske mén
Jeg har psykiske mén, hukommelsesbesvær og koncentrationsproblemer. Jeg bliver hurtigt træt. Og så har jeg problemer med lyd og lys. Jeg kan ikke sortere, når jeg sidder i et rum med mange samtaler. Alle samtaler glider sammen til en stor samtale, hvor jeg prøver at holde styr på alting. Det gør mig endnu mere træt.

Det er virkelig op ad bakke
Det er en svær læringsproces at finde ud af, hvor ens grænse går. Man vil jo gerne. Rigtig gerne. Alting. Man kan bare ikke rumme alting, så kan jeg overhovedet ikke følge med næste dag.

Unge Hjerner har givet mig et fællesskab
Jeg har fået et blik på, hvor mange der egentlig ikke er fysisk hårdt ramt af det. Jeg havde samme billede af hjerneskade som alle andre har, når man ikke ved noget specifikt om det. Det har givet mig en masse mennesker at snakke med, som er i samme båd som mig. Det er virkelig rart. Altså det er et fællesskab, hvor ingen problemer er for små til at vende. Det har gavnet mig socialt og psykisk for mig selv. Det er som et pusterum fra hverdagen. Man får værktøjer til at håndtere det, så det er nemmere at leve med. Og så man ikke bare skal løbe hovedet mod en mur for at få det til at gå op.

‍